Den Danske Aktuarforening er tilsluttet den Internationale Aktuarforening (IAA). IAA er en global sammenslutning af aktuarforeninger, som arbejder for professionens udbredelse og anerkendelse både i den industrialiserede verden og i udviklingslande, hvor forsikrings- og pensionsbrancherne kun er under tidlig udvikling, og aktuarfaget slet ikke eksisterer endnu.
Foreningen har rødder helt tilbage til 1895, hvor IAA var en forening af individuelle medlemmer, men har udviklet sig til at være en forening af aktuarforeninger fra overalt i verden. IAA er i dag en enestående organisation, hvis globale aktiviteter er målrettet forskning, uddannelse og udvikling af aktuarfaget og af aktuarforeninger.
Under IAA eksisterer i dag 7 sektioner med hvert deres faglige speciale. Hver sektion afholder med jævne mellemrum kollokvier og seminarer for alle IAA medlemmer.
De 7 sektioner omfatter:
- AFIR / ERM (Financial risks and enterprise risk management)
- ASTIN (Non-life)
- AWB (Actuaries without Border)
- IAAHS (Health)
- IAALS (Life insurance)
- IACA (Consulting)
- PBSS (Pensions, benefit and social security)
Formelt er IAA en schweizisk organisation med sekretariat i Canada. Engelsk og fransk er officielle sprog i IAA.
Den Danske Aktuarforening er fuldgyldigt medlem af IAA og har dermed stemmeret ved generalforsamlingen og kan udpege medlemmer til IAA's komitéer. Samtidig har Den Danske Aktuarforening forpligtet sig til at leve op til IAA's uddannelseskrav, og Den Danske Aktuarforening arbejder blandt andet sammen med Københavns Universitet for at sikre, at aktuaruddannelsen til stadighed lever op til de internationale normer og krav. De internationale medlemmer af Den Danske Aktuarforening er således fuldgyldige medlemmer af IAA og lever op til den internationale betegnelse "Fully Qualified Actuary".
Se mere på www.actuaries.org
Information om internationale standarder findes her.