Internationalt medlemskab
Baggrund: Den Danske Aktuarforenings internationale medlemskab er den danske pendant til det internationale begreb Qualifying Actuary (tidligere: Fully Qualified Actuary), der benyttes i IAA (International Actuarial Association) og AAE (Actuarial Association of Europe). I 1991 valgte de nationale foreninger i AAE-regi at underskrive den såkaldte Mutual Recognition Agreement (MRA), som sikrer den gensidige anerkendelse af Qualifying Actuaries på tværs af lande; aftalen er løbende blevet justeret, senest i 2021. Indgåelsen af denne aftale er af stor værdi for Den Danske Aktuarforenings internationale medlemmer, idet aftalen giver alle foreningens internationale medlemmer de samme rettigheder i blandt andet hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) som deres europæiske kollegaer.
Fordele: Som internationalt medlem af Den Danske Aktuarforening opnår man en række fordele i forhold til at være dansk medlem, særligt:
- Mulighed og garanti for fuldt medlemskab af andre aktuarforeninger inden for EU/EØS i forbindelse med arbejde i udlandet
- Mulighed for at indstille kandidater til optagelse som dansk medlem af foreningen
- Mulighed for at indgå på en fremtidig hvidliste over kvalificerede aktuarer, der synliggøres på blandt andet foreningens hjemmeside.
Krav for internationalt medlemskab
For at opnå internationalt medlemskab kræves det som udgangspunkt, at man er dansk medlem samt
- Er Core Syllabus-godkendt, læs mere her
- Lever op til gældende Continuing Professional Development-krav (CPD-krav), læs mere her, herunder
- Gennemførsel af mindst 90 timer efteruddannelse over de seneste tre år, hvoraf
- Mindst 60 timer er opnået gennem tekniske aktiviteter
- Mindst 60 timer er opnået gennem ikke-selvstudie
- Gennemførsel af foreningens kursus 'Dataetik for aktuarer'.
- Gennemførsel af mindst 90 timer efteruddannelse over de seneste tre år, hvoraf
Internationalt medlemskab bortfalder ved årsskiftet, såfremt ovenstående krav ikke fortsat er opfyldt. Dette medfører, at man overgår til dansk medlemskab indtil man igen opfylder CPD-kravene.
Overgangsordninger
Medlemmer af foreningen, som ved udgangen af 2022 er Core Syllabus-godkendte i henhold til tidligere regler, fastholder som udgangspunkt denne godkendelse.
Kravet om 'Dataetik for aktuarer' gøres først gældende ultimo 2025.
Medlemmer, der ultimo 2022 er i gult eller grønt CPD-lys efter hidtidige regler, kan hvad angår timetal nøjes med følgende:
- 30 timer for 2023 inden udgangen af 2023
- 60 timer for 2023 og 2024 inden udgangen af 2024.
Ansøgning
Ansøgning sker til bestyrelsen ved at benytte en blanket, der findes her.